
Tre praktikværter fortæller
"Vi giver med den ene hånd og får i den anden"
Bundlinje
Det betaler sig både økonomisk og socialt at være praktikvært for
alkoholikere, kriminelle og handicappede. Tre praktikværter
fortæller om deres erfaringer.
Ali Allan Hansen
Han er 30 år. Han har været småkriminel siden han var 13
år. Han har aldrig haft et rigtigt arbejde. Men gennem Væksthuset
kom Ali Allan Eriksen i praktik hos Mejericentralen, der leverer
mælk til skoler og institutioner.
Hurtigt opdagede hans kontaktperson og leder, Frank Rasmussen, at Ali Allan Eriksen var en fleksibel og solid arbejdskraft, der var god til at snakke med kunder og kolleger. "Allerede efter to uger tog jeg hatten af for ham. Han kørte ruten lige så hurtigt som dem, der havde kørt den i fem år. Det var fascinerende. Efter et halvt års praktik besluttede Frank Rasmussen i vinteren 2004 at tilbyde Ali Allan Eriksen et fast job i virksomheden.
Chauffør med plettet straffeattest
Trods det gode praktikforløb, begyndte Ali Allan Eriksens
ansættelse på Mejericentralen med problemer. Han mødte ikke op på
sin første rigtige arbejdsdag efter praktikken. En fængselsdom på
to måneder kom i vejen. Men alligevel valgte Mejericentralen at
fastholde tilbuddet om arbejde. "Det kom bag på os, at hans
straffeattest var plettet. Men han var en god chauffør og jeg
stolede på ham," siger Frank Rasmussen. Han lagde et godt ord ind
for Ali Allan Eriksen hos Mejericentralens direktør. Det
overraskede Ali Allan Eriksen. "Jeg regnede ikke med,
at jeg havde arbejde, når jeg kom ud fra spjældet. Men
jeg havde åbenbart bevist, at jeg var en god arbejdskraft. Og hvad
skulle jeg egentlig kunne gøre? Stikke af med tre kasser mælk og en
yoghurt?"
Noget for noget. Frank Rasmussen fortæller, hvad der motiverer ham til at være praktikvært for Ali Allan Eriksen og de 20 andre praktikanter, der har været forbi Mejericentralen de sidste fem år: "Jeg vil gerne hjælpe nogen videre i livet. Jeg gik selv ud af 7. klasse og er alligevel blevet til noget. Måske er det derfor, jeg gerne vil give andre en chance," siger Frank Rasmussen.
Jeg vil gerne hjælpe
Jesper Pedersen er vicevært hos Foreningen Socialt Boligbyggeri.
Han tager imod cirka fire praktikanter om året og er enig med Frank
Rasmussen i, at det handler om at bidrage til et andet menneskes
udvikling. "Hvis jeg kan skubbe en praktikant i gang, bliver jeg
virkelig glad. Det kunne jo også være mig, der havde haft et svært
liv. Jeg synes, vi alle er forpligtede til at hjælpe," siger
han.
Udover tilfredsstillelsen ved at hjælpe er der også en økonomisk gevinst ved at være praktikvært, siger Jesper Pedersen. "En gang i mellem er vi heldige. Andre gange er det ren tilsætning. Men generelt får vi mange arbejdstimer forærende ved hjælp af praktikanter." Det er også Frank Rasmussens erfaring. "Vi har ansat fire ud af 20 praktikanter. Det kræver selvfølgelig tid og tålmodighed at have en praktikant. Men i det store billede er det overskud til vores fordel. "Frank Rasmussen vil gerne finde balancen mellem virksomhedens interesser og praktikantens behov. "Det er dyrt at lære nyt personale op. Kan man gøre det under en praktik samtidig med, at man hjælper nogen, der ellers ikke ville have fået et job, er det positivt for alle parter."
Signalværdi
Der er også andre fordele ved at have en praktikant.
IT-medarbejder hos DSB, Carsten V. Jensen, fortæller, at han er
stolt over at have en praktikant med rundt i virksomheden. "Vi
viser de andre afdelinger, at vi har et menneskeligt overskud. Det
styrker vores image internt i virksomheden, at vi har en
praktikant. Vi er bulderbasserne, der tør prøve noget nyt og gøre
tingene på en anderledes måde."
Carsten V. Jensen mener også, at opgaven, som praktikvært, kan bidrage til at profilere virksomheden positivt i forhold til omverdenen. "Det rygtes til kunder og konkurrenter," siger han. Han fortæller, at det er motiverende for ham at arbejde i en virksomhed, der gør alvor af visionerne om at være en rummelig arbejdsplads. "Mange virksomheder siger, at de er socialt ansvarlige, men hvor mange er det egentlig i praksis?"
Til "Praktikværters
fortællinger"

