Beskæftigelsesfaglig konsulent søges til Væksthuset i Rudersdal

Den Erhvervsdrivende Fond Væksthuset samarbejder med mennesker, der har brug for støtte til at (gen)finde vejen til job- og uddannelsesfællesskaber. Væksthuset bidrager selv til forskning på feltet og arbejder på et forskningsmæssigt grundlag. Vi søger en beskæftigelsesfaglig konsulent, der vil være en del af dette sammen med os og Rudersdal Jobcenter. Vi har i november 2019 indgået partnerskab, hvor vi bevæger os væk fra en ”bestiller-udfører-model” og i stedet afprøvet en samskabelsesmodel. Det betyder, at vi udvikler, evaluerer, justerer og lærer, mens vi går vejen mod fælles mål. Det er en nyskabende samarbejdsform, som stiller høje krav til alle involverede om at lytte, udfordre, kritisere og hjælpe hinanden. Det er sjovt og vi øver os. Alt sammen med det formål at hjælpe mennesker i job og uddannelse på den bedst mulige måde.

DINE KONKRETE ARBEJDSOPGAVER VIL VÆRE

  • At hjælpe mennesker med forskellige typer af problemstillinger i retningen mod job og uddannelse
  • At gøre det på en måde, så det menneske du samarbejder med, oplever at plan og forløb er sammenhængende, tempofyldt, meningsfuld og passer til netop denne person
  • At samarbejde tæt med arbejdspladser og uddannelser for at skabe individuelle match med fokus på udvikling af kompetencer samt sociale, faglige og personlige færdigheder
  • At arbejde med mestring, rådgivning, problemløsning og inspiration
  • At opsøge viden, dygtiggøre dig og gøre din viden tilgængelig for kolleger og organisationen – altid med fokus på at tilbyde det bedst mulige samarbejde til de mennesker, du er ansat til at støtte
  • At dokumentere og beskrive indsatser og effekter i det enkelte forløb
  • At samarbejde tæt, tempofyldt og nysgerrigt med kolleger i Væksthuset og Jobcenter Rudersdal

Det er ikke afgørende, at du har erfaring med beskæftigelsesindsatsen, men vi forestiller os, at du har en akademisk, sundhedsfaglig eller socialfaglig baggrund og/eller stor viden om – og erfaring med at arbejde beskæftigelsesfagligt – gerne med sygedagpengemodtagere og fleksjob. Vores nuværende team til opgaven består af psykologer, ergoterapeuter, fysioterapeuter samt forskellige akademiske kompetencer indenfor beskæftigelsesfaglighed.

VI ØNSKER OS, AT DU HAR 

  • Blik for at spotte ressourcer og matche personer med arbejdspladser og uddannelser
  • Allerede har – eller evner at skabe – et bredt og varieret netværk blandt virksomheder i lokalområdet, som vil tilbyde både ansættelse og træningsbaner til ledige
  • Erfaring med lønnede timer, småjobs, jobsøgningsstrategier, CV
  • Erfaring med sygedagpengeområdet
  • Taler arabisk
  • Erfaring med digitale indsatser på beskæftigelsesområdet eller tilsvarende
  • Lyst og evne til at danne relationer og samarbejde med alle mennesker, uanset baggrund og typer af problemstillinger
  • Evne til at tænke og handle kreativt og selvstændigt i hvert enkelt samarbejde
  • Evnen til at forholde dig kritisk og refleksivt til eget og kollegers arbejde
  • Interesse i at evaluere, analysere og udvikle dit arbejde, så hver enkelt person altid får et godt forløb af høj kvalitet
  • Overblik, analytisk sans og gode samarbejdsevner

Ovenstående er en ønskeliste til vores kommende kollega. Ingen kan alt, hvorfor ovenstående ikke er et krav, du skal kunne opfylde.

VI TILBYDER

  • Højt fagligt niveau i en værdidrevet organisation
  • Meningsfyldt arbejde med fokus på at hjælpe mennesker videre i livet
  • Omfattende faglig sparring, efteruddannelse og udvikling
  • Mulighed for at bidrage til forskning og kompetenceudvikling på feltet
  • Mulighed for at bidrage i organisationen med flere af dine kompetencer – måske er du god til at skrive, opfinde projekter, søge fonde, skabe netværk, designe hjemmesider, bruge sociale medier eller noget helt ottende?

ANSØGNING

Ansøgningen sendes hurtigst muligt til os som sikker mail via blanketten her på hjemmesiden → kontakt os → sikker mail, direkte link finder du her.  Skriv “Ansøgning Rudersdal” i emnelinjen. Der afholdes samtaler og ansættes hurtigst muligt, så vent ikke med at sende din ansøgning. Yderligere oplysninger: Kig nærmere på vores hjemmeside www.vaeksthus.dk eller kontakt Anne Weber på tlf. 2636 4672.

MANGFOLDIGHED I VÆKSTHUSET

Vi arbejder bevidst og målrettet med at have en medarbejdergruppe, som samlet set byder på et bredt udvalg af faglige og personlige kompetencer, erfaringer og kvalifikationer. Derfor opfordrer vi alle – uanset køn, alder, uddannelse og etnisk baggrund – til at søge.

Klik her for at hente stillingsannoncen som pdf.