Udvikling af arbejdsevne – hvad er det?
Væksthuset tilbyder samarbejde med dig, der skal undersøge og udvikle din arbejdsevne. Hidtil har Jobcentrene bedt nogle ledige og sygemeldte borgere gennemføre en arbejdsprøvning. Med ny lovgivning i begyndelsen af 2013 er man så småt ved at udfase “Arbejdsprøvningen” og erstatte den med “Udvikling af arbejdsevne”. Målet er at alle får mulighed for at undersøge og udvikle sin arbejdsevne.
I Væksthuset skræddersyer vi forløb til dig, der skal have beskrevet din arbejdsevne til brug for videre sagsbehandling ift fleksjob eller pension. Vi tilbyder også forløb for dig, der skal tilbage til arbejdsmarkedet efter din sygemelding i en ny branche eller på nye vilkår (skånebehov, nedsat arbejdstid, nye jobfunktioner, ny branche, revalidering). Og endelig tilbyder vi forløb, hvor du og Væksthuset samarbejder om at revurdere dit fleksjob.
Personlig konsulent
Hos Væksthuset vil du blive tilknyttet en personlig konsulent. I samarbejder om at planlægge, hvordan dit forløb skal se ud.
I Væksthuset er der ingen forløb, der er ens. Alle har brug for noget forskelligt. Her ser du nogle eksempler på hvad vi kan hjælpe dig med og samarbejde med dig om:
- at undersøge din arbejdsevne
- at undersøge hvilke skånebehov du har
- at finde en arbejdsplads, hvor du kan afprøve og undersøge din arbejdsevne
- at kontakte relevante arbejdspladser og lave aftaler
- at få inspiration til nye brancher eller nye jobtyper
- at søge information om en bestemt branche, arbejdsplads eller uddannelse
- at etablere uformelle besøg på arbejdspladser
- at tilpasse et træningsforløb eller en arbejdsplads til dine skånebehov
- at du får mulighed for fysisk træning hos en fysioterapeut
- at du får mulighed for at tale med en psykolog
Væksthusets konsulenter samarbejder med over 2000 arbejdspladser i København og omegn. Vi har et bredt kendskab til det regionale arbejdsmarked og mulighederne i dit område. For at undersøge din arbejdsevne etablerer vi praktikker. Du kan både komme i praktik i eksterne virksomheder og i vores egne værksteder. Din praktik tilrettelægges, så du får mulighed for at bruge dine kompetencer og også blive mere klar på hvilke begrænsninger, der skal tages hensyn til. Det kan være fysiske, psykiske eller sproglige begrænsninger.
Viden og kompetencer i Væksthuset
Konsulenterne i Væksthuset kommer fra vidt forskellige baggrunde. Nogle er akademikere, andre socialrådgivere, faglært uddannede, ernæringsvejledere og tidligere selvstændige. Desuden er de alle efteruddannede indenfor eksempelvis vejledning, pædagagogik, rådgivning, coaching, lovgivning og meget mere. Igennem dit forløb hos Væksthuset vil du kunne trække på denne bredde af viden og erfaringer.
Samarbejde med Jobcenter
Der er mange, der gennem et forløb i Væksthuset får dokumenteret deres arbejdsevne og derefter kan søge om revalidering eller pension. Det er altid Jobcentret, der vurderer dine muligheder. Samarbejdet med Væksthuset kan udelukkende bruges til at afprøve, opkvalificere eller træne dine kompetencer. Væksthuset kan ikke beslutte noget om din situation – men vi kan samarbejde med dig om at vise dig de muligheder, du har. Dit forløb i Væksthuset dokumenteres overfor Jobcentret, som også betaler for dit forløb i Væksthuset. Under dit forløb i Væksthuset indsamles dokumentation til dit Jobcenter til brug for det videre forløb. Du har selvfølgelig også mulighed for at se den dokumentation, vi sender til Jobcentret.
Vi glæder os meget til at samarbejde med dig.
Er Væksthuset noget for dig?
Du er altid er velkommen til at besøge os. Du kan ringe på telefon 8824 5400 og lave en aftale med os, så du kan komme forbi og se, hvad vi kan tilbyde dig. Vi har adresse på både Vesterbro og Amager.