“Arbejdsliv i balance”

Med en kun 14 dage gammel fleksjobbevilling i hånden er Josiane i dag klar til atter at træde ind på arbejdsmarkedet efter flere års sygdom. Sygdom der nær havde endt i skilsmisse og tanker om førtidspension.

”To uopfordrede ansøgninger er det blevet til, og der er flere på vej. Jeg drømmer om et job på bibliotek, museum eller i en børnehave”, siger Josiane på formfuldendt dansk med en fransk accent. ”

Josiane på 59 år er i dag fyldt med mod og håb for fremtiden, men det er ikke lang tid siden, at hun helt havde opgivet tanken om et liv med arbejde.

jo_citat1

Karrieren løber af sporet

Josiane er dansk gift, men født i Frankrig, Med en baggrund som cand. Phil. i fransk og italiensk har hun arbejdet mange år på gymnasier og HF.

I 2002 begynder hendes tilværelse at krakelere for første gang. Perioder med både depression og mani er medvirkende til, at hun ikke kun mister job, men også er tæt på at miste mand og børn.

”Jeg havde en meget stærk arbejdsidentitet og ville for alt i verden arbejde. Jeg var sikker på, at hvis jeg bare kunne få ro til at koncentrere mig om jobsøgningen, så ville jeg have en brilliant karriere som fransklærer foran mig. Jeg trak mig mere og mere fra min familie og undgik min mand. Til sidst valgte jeg at lade mig separere og flyttede på et lille værelse. Uden ydre forstyrrelser skulle det nok lykkedes, tænkte jeg”.

Kort tid efter må Josiane lade sig indlægge med svær depression.

Udenfor samfundet

Josiane kommer på benene igen. Hun flytter tilbage til familien og har skiftende vikariater, indtil hun i 2010 igen må kaste håndklædet i ringen. På det tidspunkt pendlede hun frem og tilbage mellem bopælen i Odense og VUC i Roskilde.

”Jeg var slidt op. Jeg sov ikke om natten, kunne ikke koncentrere mig om forberedelse og kunne ikke klare at stå foran eleverne mere. Fra den ene dag til den anden stoppede jeg på jobbet, og efterfølgende meldte jeg mig ud af det hele: a-kasse, jobcenter og fagforening og levede udelukkende af opsparing, feriepenge og min mands løn.”

Efter et år uden nogen indtægt er det Josianes datter, der tager affære. Josiane kommer i medicinsk behandling og tildeles ressourceforløb af Odense kommune, der samarbejder med Væksthuset.

Troen vender tilbage

Josiane mangler på dette tidspunkt troen på, at hun kan klare et job. Hendes egen læge taler om førtidspension. Josiane er dog indstillet på at komme i jobafklaring og sammen med sin konsulent i Væksthuset finder de en praktik i en børnehave, hvor Josiane for år tilbage havde arbejdet som pædagogmedhjælper.

”Det betød meget for mig, at komme et sted jeg kendte, og hvor jeg kunne føle mig tryg. Men det betød mindst lige så meget for mig at have Louise (konsulent i Væksthuset, red) ved min side under praktikken til at støtte mig og tale om mine udfordringer og tanker”, fortæller Josiane.

At ville mere end kroppen kan klare

Et centralt tema i samtalerne med Louise bliver at finde balancen mellem det, som Josiane gerne vil, og hvad hun rent faktisk kan magte. Josiane er glad for praktikken, men gamle mønstre om at vise sit værd på arbejdspladsen, stikker hurtigt hovedet frem igen.

Efter en blød opstartsfase begynder hun at presse sig selv op i tid.

”Jeg ville bare have så mange timer som muligt. Jeg havde et stort ønske om at gøre mig uundværlig og sagde ikke nej til nogen nye opgaver”.

Den øgede arbejdstid sætter tydelige spor på Josianes trivsel. Stresssymptomer som træthed, hukommelsesbesvær, søvnløshed og unødige bekymringer begynder at tære på helbredet igen. Pludselig tog gåturen hjem fra arbejde meget længere tid, end den plejede – Josiane slæbte sig af sted. Hjemme måtte ægtemanden igen tage det største læs med huslige pligter, og Josiane følte sig konstant udkørt og træt.

”Louise var en dygtig samtalepartner. Hun stillede hele tiden spørgsmål til min trivsel. Hun kunne se, at jeg var træt – meget bedre end jeg selv kunne”, siger Josiane.

Kort tid efter aftales det med praktikværten, at Josiane skal sættes ned i tid igen. Møderne med Louise på Væksthuset kommer i stigende grad til at handle om Josianes værdier og adfærdsmønstre, og Josiane får bl.a. nogle kognitive redskaber til at håndtere tanker og afkode symptomer på overbelastning.

jo_citat2

Et arbejdsliv i balance

De nye redskaber og den tætte dialog med praktikværten virker. Josiane bliver løbende bedre i stand til at passe på sig selv og sige fra. Hun husker en særlig episode i børnehaven. Der har lige været møde, og med et kvarter til fyraften er Josiane alene tilbage med lederen og et køkken, der bugner af tallerkner, kopper og rester fra mødet.

”Jeg kiggede rundt i køkkenet, og kunne slet ikke overskue det. Så tog jeg en dyb indånding og sagde til min leder: jeg tror jeg går nu”.

Til Josianes store forundring svarede lederen i børnehaven ”Det kan jeg godt forstå, gå du bare hjem”.

I dag synes Josiane stadig, det kan være udfordrende at finde den rette balance mellem arbejde og fritid. Men hun har fået arbejdsglæden og troen på et fremtidigt arbejdsliv tilbage. Og med en fleksjobbevilling på 16 timer om ugen er der mulighed for, at hun kan bibeholde den arbejdsidentitet, der er så vigtig for hende.