Forside–Forskning–Udgivelser–What affects job prospects?

What affects job prospects?
The Employability Indicator Project
I rapporten får du en sammenfatning af hovedresultaterne fra Beskæftigelses Indikator Projektet (BIP).
BIP er det hidtil største progressionsmålingsstudie, som kortlægger, hvad der er afgørende for at hjælpe personer i udsatte positioner i job. Det tager ofte flere år at få personerne i job, og derfor er der brug for forskningsbaseret viden om, hvilke delmål der hænger sammen med øget jobsandsynlighed, og hvad der henholdsvis fremmer eller hæmmer vejen til job.
På denne side kan du læse en kort opsummering af konklusioner og perspektiver i rapporten. Hvis du vil læse hele rapporten, kan du hente den længere nede på siden.
Konklusion
- BIP har identificeret, hvilke indikatorer der øger jobsandsynligheden. Det er helbredsmestring, viden om arbejdsmarkedet, borgerens tro på at kunne klare et arbejde, sagsbehandlerens tro på, at borgeren kommer i job, målrettethed, samarbejdsevner og jobsøgningsadfærd. Nogle indsatser skaber klart mere progression end andre.
- Det mest virksomme er at tilbyde samordnede, koordinerede indsatser, hvor den virksomhedsrettede indsats for eksempel skal indgå i kombination med en helbredsrettet og opkvalificerende indsats. Det er afgørende, at der indgår en virksomhedsrettet indsats.
- Sagsbehandlere har afgørende betydning for, at aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere kommer i job. Den mest afgørende faktor er, at sagsbehandleren tror på, at borgeren kan komme i job.
Datakilde og metode
På baggrund af et litteraturreview er der udarbejdet 11 indikatorer for arbejdsmarkedsparathed, som er omformet til to spørgeskemaer – et til borgerne og et til sagsbehandlerne. Disse skemaer er besvaret cirka hver tredje måned gennem fire år.
I alt er der indsamlet over 27.000 progressionsmålinger i de 10 medvirkende jobcentre. Data bygger på besvarelser fra ca. 4.000 aktivitetsparate borgere og ca. 300 medarbejdere samt registerdata fra STARs DREAM-register og Danmarks Statistik. Registerdata omhandler borgernes køn, alder, familiesituation, etnicitet, arbejdsmarkeds- og ledighedshistorik, uddannelsesbaggrund, deltagelse i aktiveringsindsatser, sundhedsoplysninger og kriminalitetsbaggrund. Dataanalyserne anvender en række statistiske metoder.
Det kan du læse om i rapporten
Rapporten indeholder forskellige ting, og du kan bl.a. dykke ned i:
- Sammenhængen mellem BIP-indikatorerne for arbejdsmarkedsparathed og sandsynligheden for, at aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere kommer i job.
- Hvordan bestemte aktiviteter i kontanthjælpsmodtagernes beskæftigelsesindsats har bidraget til positive forandringer i indikatormålingerne for arbejdsmarkedsparathed.
- Den enkelte sagsbehandlers betydning for en aktivitetsparat kontanthjælpsmodtagers mulighed for at komme i job eller uddannelse.
Forfattere på rapporten
Safaa Mohamed Ali, chefanalytiker, Væksthuset Forskning, har sammenfattet og oversat tre danske pixi-publikationer til denne engelske udgivelse.
Analyserne er udarbejdet af en forskergruppe på Department of Economics and Business Economics, Aarhus Universitet, bestående af:
- Michael Rosholm, professor
- Kenneth Lykke Sørensen, adjunkt
- Lars Skipper, lektor.
The Employability Indicator Project
Relaterede udgivelser
- Beskæftigelses Indikator Projektet (BIP)
BIP – indikatorer og jobsandsynlighed
Rapporten dokumenterer BIP progressionsmålingsredskabets evner til at forudsige, om ledige borgere begynder jobsøgning og finder beskæftigelse.
Læs mere - Beskæftigelses Indikator Projektet (BIP)
Karakteristika ved udsatte borgere og prædiktion af deres jobsandsynlighed
I rapporten dokumenterer vi 11 indikatorers evner til at forudsige, hvorvidt de ledige i Beskæftigelses Indikator Projektet påbegynder jobsøgning og finder beskæftigelse.
Læs mere